Mit faglige ståsted
– metode, værdier og principper
Mit udgangspunkt
Mit arbejde tager afsæt i en grundlæggende overbevisning:
Viden om mennesket gør os mere humane – og mere professionelle.
Vi holder ikke op med at være mennesker, fordi vi går på arbejde.
Vi reagerer, fortolker, føler og forsøger hele tiden at forstå det, der sker omkring os. Det er ikke et problem, der skal fjernes. Men i arbejdet med andre mennesker får det betydning, hvis vi ikke opdager, hvornår vores egne reaktioner begynder at farve det, vi ser.
Jo mere vi forstår om os selv og hinanden, desto bedre mulighed får vi for ikke bare at reagere på det, der sker – men for at vælge, hvad vi vil gøre med det.
Det er for mig en del af det at være professionel.
Grundlæggende perspektiv
Alle gør det bedste, de kan.
Også når det ikke ser sådan ud.
Menneskers handlinger giver mening, når vi forstår mere.
Og når vi arbejder med mennesker,
skylder vi hinanden at gøre os umage.
For i den anden ende af relationen
står et menneske.
Metode: Hvordan arbejder jeg?
Hvordan arbejder jeg?
Som underviser, facilitator, konsulent og supervisor arbejder jeg forskelligt alt efter, hvad opgaven og menneskene kalder på.
Men noget går igen.
Jeg begynder med at forstå, hvor I faktisk er – ikke kun hvor vi tror, I er. Derfor bruger jeg tid på den indledende dialog og nogle gange også på at tale med forskellige mennesker i organisationen.
Jeg arbejder struktureret. For struktur kan skabe den plads, vi har brug for til at tænke, lære og få flere stemmer og perspektiver i spil. Jeg har en plan – og er parat til at ændre den, når virkeligheden viser sig at være en anden.
Og så har jeg min faglighed med. Teorier, modeller, spørgsmål, erfaring og som regel også mit transportable board. Jeg bringer det ind, når det kan hjælpe os med at få øje på noget, vi ikke kunne se før.
Jeg tror ikke på, at vi kan lære andre mennesker noget eller føre dem et bestemt sted hen. Læring og udvikling kræver, at vi bevæger os sammen.
Derfor er min opgave både at møde og udfordre. At skabe struktur og give plads. Og at vide noget – uden at tro, at jeg derfor ved bedst, hvad der er rigtigt for jer.
Mit menneskesyn
Mit arbejde tager afsæt i et menneskesyn, hvor vi forsøger at forstå adfærd, før vi vurderer den.
Alle mennesker gør det bedste, de kan – også når det ikke ser sådan ud
Følelser er ikke nødvendigvis sandhed – men de er altid information
Vores reaktioner kommer ikke ud af ingenting – vi har både vores biologi og vores erfaringer med os
Modstand giver mening, når vi bliver nysgerrige på, hvad den forsøger at passe på
Ingen er bare svære – der er altid noget på spil
Meget af det, der sker i os, sker hurtigt og automatisk. Det gælder også, når vi er på arbejde.
Jeg er optaget af at forstå de reaktioner – ikke for at forklare vores handlinger væk, men fordi forståelse giver os bedre mulighed for at tage ansvar for, hvad vi gør med dem.
Jo mere vi forstår om det menneske, vi selv er, desto bedre mulighed har vi for at være det menneske og den professionelle, vi ønsker at være.
Du er med i det, der sker
Professionalitet kræver selvindsigt.
Professionalitet er ikke at lægge sig selv væk. Det er at kende sig selv godt nok til at opdage, når ens egne følelser, erfaringer og fortolkninger begynder at påvirke det, man ser.
Det kan vi ikke vælge fra.
Men vi kan øve os i at få øje på det, før det får lov at bestemme, hvad vi gør.
Når vi arbejder med mennesker, er selvrefleksion derfor ikke noget ekstra, vi kan tage os af, når der bliver tid. Det er en del af vores faglighed.
Og når vi tør undersøge det sammen, kan vi hjælpe hinanden med at holde blikket på opgaven.
Når vi gør det sker der noget med arbejdsglæden og -stoltheden.
Udvikling skal kunne fungere i praksis
Det skal kunne bruges i morgen kl. 8.15.
Ikke når der bliver mere tid.
Ikke når alle er enige.
Ikke når rammerne bliver anderledes.
Jeg arbejder med respekt for den virkelighed, I står i. Politiske og økonomiske rammer. Personaleomsætning. Medarbejdergrupper med meget forskellige uddannelser, erfaringer og faglige forudsætninger.
Og midt i det hele er der stadig en kerneopgave, der skal løses.
Derfor skal udvikling begynde dér, hvor mennesker faktisk er – ikke dér, hvor vi synes, de burde være, eller hvor vi troede, de var.
Ny viden og gode intentioner er ikke meget værd, hvis de kun virker på en kursusdag.
Det, vi udvikler sammen, skal kunne leve i den virkelighed, I faktisk skal lykkes i.
Fra kompleksitet til anvendelighed
Jeg holder af teori. Men teori skal hjælpe os med at forstå virkeligheden – ikke gøre den mere indviklet. Derfor pakkede jeg bl.a. al min teori og tog med i min rygsæk da jeg tog til Lapland i Alene i Vildmarken.
Derfor oversætter jeg kompleks viden til hverdagssprog, tegner, bruger billeder og tager afsæt i situationer, vi kan genkende.
Det skal være til at forstå. Men det må ikke blive så enkelt, at nuancerne forsvinder.
For mennesker og det arbejde, vi gør med hinanden, er komplekst. Der findes sjældent ét rigtigt svar.
Min opgave er derfor ikke at lukke samtalen med en konklusion.
Jeg vil hellere efterlade jer med flere muligheder for at se, tænke og handle.
Hvad betyder det for jer som organisation?
Det betyder, at udvikling ikke bliver noget, den enkelte medarbejder skal lykkes med alene.
Vi skaber fælles sprog og strukturer, hvor I kan undersøge praksis sammen – også når I ser forskelligt på den.
Vi kobler viden om mennesker med den virkelighed, organisationen står i. For mennesker skal kunne lykkes inden for de rammer, I faktisk har.
Og vi har blik for det, der skal ske bagefter.
For udvikling er først interessant, når den kan leve videre, efter jeg er gået.
Mit faglige sigte
Jeg tror på, at jo mere vi forstår om vores biologi, følelser og den sammenhæng, vi står i, desto bedre mulighed har vi for at forblive professionelle – også når arbejdet bliver svært.
Ikke ved at blive mindre menneskelige.
Men ved at forstå det menneske, vi allerede er.
Det kan mindske unødige konflikter, give os flere handlemuligheder og hjælpe os med at passe på både fagligheden, hinanden og de mennesker, arbejdet er til for.
Det er ikke hurtige løsninger.
Det er menneskearbejde.
Er det relevant for jer?
Måske står I med noget, der er blevet svært.
Måske vil I passe bedre på det, der allerede virker.
Eller måske ved I bare, at noget skal være anderledes – uden endnu at vide hvad.
Vi behøver ikke kende svaret for at begynde at undersøge spørgsmålet.
I er velkomne til at tage fat i mig. Så begynder vi dér, hvor I faktisk er.